Efter at jeg er stoppet med at løbe konkurrence på vandski, har jeg kastet mig over nye aktiviteter, bjergbestigning, havkajak og klatring på væg.

Siden 2010 har jeg, med succes, besteget fire bjerge rundt i verden. Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, på 5.895 m. var det første jeg kastede mig over. Selv om jeg har været meget i bjerge når jeg har været på ski, var bjergbestigning helt nyt for mig, men jeg nåede toppen i fin stil, efter en hård men fantastisk tur. Det gav mig lyst til mere, og året efter var det Stok Kangri på 6.153 m. Et bjerg i det nordlige Indien, i et øde og trøstesløs område gennemskåret af grønne dale. I 2012 kom turen til Elbrus på 5.641m.  http://www.youtube.com/watch?v=hiE0GyOOYig Europas højeste bjerg, som ligger i Kaukasus-bjergkæden, der strækker sig fra Sortehavet til det Kaspiske hav, og dermed adskiller Asien fra Europa. I november 2013 rejste jeg for første gang til Sydamerika, nærmere bestemt Ecuador.Her var målet Cotopaxi, en vulkan på 5.897 m. et meget smukt bjerg. D. 28 november kl. 06.00 lokal tid, stod jeg på toppen, og kunne nyde solen stige op over bjergene i øst, et fantastisk syn, som var alle anstrengelserne værd.